Pludselig en morgen ringede telefonen. Det var biskoppen fra Ribe personligt, der var i røret. Han manglede en præst, som ville vikariere et halvt år med udgangspunkt fra præsteboligen i Skovlund.

Uden at kende noget til sognene sagde Trine Taylor ja med det samme. Nærmest uden at betænke sig. For seks-syv år siden var Trine Taylor på præstegårdsferie i Tistrup, men dengang vidste hun – der oprindelig kommer fra Kokkedal, lige nord for whiskybæltet – ikke, at hun ville komme til at bo i en af nabobyerne.

Genert og glad
– Jeg måtte slå det op på et kort bagefter samtalen med biskoppen for at se, hvor jeg skulle bo, indrømmer Trine Taylor.

– Jeg er blevet så glad for området, menigheden, menighedsrådene og personalet, at jeg søgte stillingen, da den blev slået op. Jeg har oplevet en kæmpe personlig udvikling. Her er et rum, hvor jeg har kunnet udvikle mig og vise, hvem jeg er. Menighedsrådet og personalet har givet mig plads og opbakning til at udvikle mig. Det er rart, at der kommer lidt ord i våbenhuset bagefter, om at det var godt.

Uden e
Et smil breder sig over ansigtet, da hun fortæller, at hun måtte forklare venner og bekendte, at Skovlund altså ikke ligger lidt uden for København – det gør derimod Skovlunde med det ekstra e. Skovlund uden e ligger i Vestjylland.

Vestjylland, Ansager, Skovlund, og Stenderup-Krogager passer godt til Trine Taylor. Hun synes, hun er faldet godt til.
Hun har da også altid vidst, at hun ikke skulle være præst i en stor by. I mindre byer er det muligt at lære menigheden langt bedre at kende.

– Vestjylland er dejligt. Her er roen, pladsen, naturen. Efter 10 år med naboer tæt på i København, så er det dejligt at have naturen udenfor. Og så er det let at komme i kontakt. Jeg har hørt, at det er svært, men det har jeg ikke oplevet. Tvært i mod er det let at snakke med folk. Måske fordi jeg er præsten. Og så er jeg meget glad for at være kollega med Karl Lund, siger Trine Taylor, der selv beskriver sig som en slags grundtvigianer.

– Kristendom og tro er vigtig, men medmenneskeligheden vægter jeg meget højt.

Tilbud til alle
Trine Taylor er meget glad for højmessen, som hun ikke ønsker, der skal pilles ved. Men ellers er hun åben over for at tage musikalske indslag ind i kirkens rum, blandt andet i form af mere rytmiske gudstjenester, for at fange det yngre publikum.

– Vi skal have tilbud til hele menigheden, også den del, vi ikke ser så meget i kirken. Det kunne være rigtig dejligt, hvis vi så konfirmanderne komme i kirken efter de er konfirmeret og ikke først ti år senere, når de skal giftes. Det gælder også deres forældre, siger Trine Taylor, der også overvejer at oprette en filmklub, hvor der kan diskuteres film ud fra kristne værdier.

Siden den 1. april er Trine Taylor altså fast ansat som sognepræst i Vestjylland. Glad for sit job, glad for Vestjylland. Men det var ikke sådan, hun eller resten af familien regnede med, det skulle ende, da hun var yngre.

Det tog noget tid
– Et eller andet skulle jeg lave. Da jeg begyndte på teologi, tænkte jeg på gymnasietiden. Oldtidskundskab og religion havde min helt store interesse. Det var jeg fuldstændig optaget af. Jeg ville ikke være præst, men jeg blev forelsket i faget. Det er et fantastisk arbejde. Men et specielt arbejde. Det er nærmest et kald, også for mig, men det tog noget tid, før jeg hørte det, fortæller Trine Taylor.

Hun tog heller ikke den lige vej gennem studiet. Det er normeret til seks og et halvt år, men Trine Taylor brugte, som mange andre, otte år.

Ikke en scorereplik
– Det var især i faget filosofi, jeg skulle knække nøden undervejs. Jeg læste i næsten hele den periode, hvor jeg var i 20'erne, hvor man er ung og går i byen. Det at læse teologi er ikke en scorereplik. Så jeg har mange gange sagt, at jeg læste til sygeplejerske eller historie, indrømmer Trine Taylor.

Men tiderne ændrer sig. Og alderen. Også for Trine Taylor.
– Når jeg nu fortæller, at jeg er præst, så er det spændende!

Religion spillede ikke nogen stor rolle i familien, da Trine Taylor voksede op. Familien byggede som de fleste andre på de gode kristne værdier. Hun blev både døbt og konfirmeret, men kom ellers ikke meget i kirke. Altså før hun blev konfirmeret. For konfirmationen og forberedelsen til den fængede hos teenageren Trine Taylor

Noget større
– Jeg oplevede, at der åbnedes sig en ny verden. I første omgang var det historierne, min præst fortalte. Og da jeg senere oplevede sygdom og dødsfald, gav det mig en trøst, at tro på, at der er noget større, som er med mig, og som er der til at tage imod os, når det jordiske liv ender. Hvad det er, ved jeg ikke. Men jeg tror det er Gud!

Trine Taylor er ikke bange for at stille spørgsmålet: Hvad det er, vi tror på?
– Jeg tror på, at vi kan leve rigtig længe på at tro på, at vi nok skal få hjælp. Når der er lavpunkter giver det mening i galskaben. I min familie fejrer vi meget, fordi vi værdsætter de gode stunder på trods af de knubs, vi får. Det gør, at jeg måske har en lettere tilgang til livet – den gave, jeg har fået.

Blå bog
Trine Lydeking Taylor er 33 år og single.
Hun er opvokset i Kokkedal i Nordsjælland og har studeret teologi på Københavns Universitet.